Som dedikeret bogelsker (og mangeårige spilanmelder) har kulturjournalist Christina Majcher forholdt sig med en sund skepsis til hele ideen om, at computerspil skal have samme plads på biblioteker landet over som bøger.
For hvorfor skal der egentlig være computerspil på bibliotekerne? Hvorfor giver det mening?
Med den omtalte sunde skepsis som indgangsvinkel sætter dette foredrag et oplysende spotlys på, hvordan computerspil som et af vores tids nyeste medier opsamler, formidler og udforsker alle de nye erfaringer, vi gør os netop nu som mennesker i en digital og internetforbundet nutid – på samme måde som eksempelvis de mundtlige eventyr formidlede den menneskelige erfaring i deres epoke og den modernistiske roman gjorde det i slutningen af 1800-tallet.
Det bliver en underholdende tour de force hele vejen fra hulemalerierne til de nyeste virtual reality-teknologier. Spænd sikkerhedsbæltet og hold fast i bogstablerne – det bliver sjovt!
Christina Majcher er kulturjournalist med en bachelor i litteraturvidenskab og har skrevet om computerspil, musik og kulturelle tendenser i mere end 13 år i en bred vifte af magasiner og aviser såsom Citadel, Berlingske, Weekendavisen, Jyllands-Posten og Gaffa. Se mere på chriszka.com og christinamajcher.dk.
Kontakt for info om pris og øvrige spørgsmål rettes til Christina Majcher på christina@majcher.dk
You must be logged in to post a comment.